skiltet.jpg

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da vi nu er færdige med renoveringen, vil jeg komme med en lille oversigt over vore genvordigheder  - og sjove, gode oplevelser:

 

Når man - som vi - køber et hus i en lille, men levende, landsby (indbyggertal: 1.200), er det ikke alene et "sommerhus", der anskaffes, men osse en andel i et samfund. Alle, både naboer og forbipasserende, er aldeles overbeviste om, at de har en hævdvunden ret til at afkræve os alle mulige oplysninger - både om omstændighederne ved vort huskøb og mere private sager - samt en lisså hævdvunden ret til at kommentere vor indsats, der meget ofte foregår udendørs!

I aner IKKE, hvor mange gange jeg - med et sødt smil - har måttet besvare henvendelsen: Nå, der står madame da vist og maler vinduer!

 

Til gengæld har vi fået det, der på nudansk, så fimsetflosklet, kaldes et netværk - vi kalder det venner!!!

 

 

For alle jer, der ikke har været med siden begyndelsen, må jeg hellere starte med dén.

 

 

Under vor husjagt slog vi os ned et aldeles herligt sted - Carlux - og forblev der dér i to år (hvert år i tre ferier), mens vi afsøgte det lokale ejendomsmarked!

 

Vi havde hurtigt spottet, at huspriserne faldt med 30%, når grænsen mellem Dordogne og Lot blev overskredet.

Dordogne er godt nok dejlig, men helt vildt oversvømmet af arrogante englændere og tumpede hollændere, så med Prins Henriks valg i baghovedet, blev Lot osse vort valg!

Faktisk er mit yndlingspraleri, at vore nærmeste, danske, naboer er Henrik og Margrethe - her må gerne fnises! - de bor kun ca. 40 km fra os.

En sjælden gang spotter vi danskere (på markeder eller som deltagere i en billigudgave af "Se Sydfrankrig" - der er lissom en vis forskel på Provence og Lot!),

hvorpå vi enten taler fransk eller tegnsprog, for ikke at blive "opdaget"!

 

 

Lokalt har vi to-tre bagere, en landkøbmand (de har alt undtagen frisk mælk: lettere værktøj, hygiejnebind, rimelig vin, frugt, lokalt dekoreret brevpapir m.m.m.), to-tre frisørsaloner, en slagter (ham har jeg endnu ikke turdet besøge!), en kombineret møbel- og blomsterforretning (der nu er ved at lukke pga. alder), flere tiltag, der dukker op og lukker fra ferie til ferie, samt fire "vandingssteder" (Her er der en socialt interessant opdeling: 1: tabac med udskænkning for almindelige folk, 2: beverding for tilflyttere med hang til karaoke og fodbold/rugby, 3: "fin" restaurant for englændere og hollændere (vi kan ikke slippe for dem, men vi omgåes dem kun efter nøje udvælgelse!) og det bedste 4.: auberget, der frekventeres af byens gode borgere). Sidstnævnte sted boede vi, mens den allerførste stripning foregik, og det er her, vi altid søger hjælp, når sligt behøves. Det er på det nærmeste blevet vort mantra: Hvis vi har brug for noget, går vi dér hen og tuder ned i en kop kaffe/ et glas øl - og vupti: vort problem er løst!

Niller fandt ud af, hvordan man modtager TV: Han startede med at sætte stueantenne op (intet held), så valsede han op på taget, tjekkede alle andres antenneretninger (intet held), en kop øl: Men vi har da kabelTV hér i byen - problem løst!

Jeg havde brug for en garage til min lille "potte", en tåre ned i en kop kaffe, introduktion til en nabo ved bardisken - problem løst!

 

Og så til den allersjoveste. Vi havde bestilt ALT hos Ikea - fik leveret i to lastbillæs - og i den første portion (køkkenelementer og stue/soveværelsesmøbler) var bl.a. en lille topersoners sofa. I vor anden renoveringsferie havde vi venner til at hjælpe os (se neden for), men ambligere sofaen op på første sal kunne selv et veletableret venskab ikke klare! Vi havde simpelthen ikke taget højde for bredden: sofaen var 1 x 1 x 2 meter, og trappen kun ca. 70 cm bred på det nederste løb!!!

TO mand hen på auberget og tude ned i indtil FLERE kopper øl!

Vor "far" - Damien - vreeed hjernen, fik en idé!, spurgte vor "mor" - Catou - om lov til at forlade baren en times tid, og lovede at komme med en løsning!

Mænnerne galopperede tilbage til huset - vi ventede alle fire i tavs spænding!

Og dér kom Damien - medbringende en lille lastbil med "elevator" bag på og jordens største hollænder (nu begyndte jeg straks at synes laaangt bedre om dette folkeslag!)!

Lastbilen blev parkeret lige uden for hoveddøren (lidt af en bedrift for både chauffør og håndbremse, thi vejen skråner ret så meget), elevatorladet blev sænket, sofaen, Damien og den store hollænder anbragt herpå, ladet blev hævet --- vupti var sofaen langet ind over balkonen til Niller og Jesper. Problem løst!

 

 

Niller har osse fået sig en nær veninde, Mme Françoise, der er borgmesterens sekretær.

Det er hos hende han køber billetter til nytårsballet - som vi nu har deltaget i to gange - og jeg venter spændt på meddelelsen om, hvornår de to flytter sammen J!

Hun er utrolig sød og charmerende (så jeg forstår ham!) og var virkelig rørt over, at vi atter (dette årsskifte) deltog i et lokalt event.

 

Det er arrangeret af en lokal sports"ting", og både billigt, underholdende og velsmagende!

Af en-eller-anden besynderlig årsag skal gæsterne betale for aftenens første drink - 2 € for et lille kaffekrus Martini eller andet godt - mens resten af beværtningen indgår i prisen: 60 €!!! Det kan muligvis skyldes det faktum, at gæsterne ankommer på højst forskellige tidspunkter. Nogle få (som os første gang) kommer på slaget otte, som der står i annoncen. Resten kommer dryssende indtil hen ad ni. Det ville jo så være både dyrt og umuligt at holde styr på alkoholindtaget FØR middagen for den stakkels sports"ting". Så de to euro er dem vel undt!

 

Og hvad får man så for denne formidable pris?

Ja, herhjemme ville man vel kun få sig en flaske halvdårlig vin, men se bare hvad Salviac byder på:

 

Fri vin (lokal og velsmagende!) og vand hele aftenen!

 

Velkomstdrink: Kir Royal og lækre småhapser

1. forret:     Kastanje"suppe"  - megalækker!

2. forret:     Fois Gras med stegte kartofler

3. forret: Whiskyflamberede gambasrejer med langustinirisotto

Mundrenser: Pæregranitta overhældt med pærebrændevin (der kunne slå en død hest ihjel!)

Hovedret: Kalvefilet med morkelsauce

Klokken 12: Hatte, hylehorn og andet jums - samt kys og kram fra bordfællerne.

 

Og så gik vi hjem! Klokken var nu næsten et, så det var på tide at hitte dyner.

 

Hvad vi gik glip af var: Osteanretning, nøddesalat, dessert og kaffe avec.

 

Underholdningen var en DJ - med rødder i '68 - en lille nuttegut på otte, der leverede en pragtfuld "moonwalk", og byens linedancers, der søreme havde lært noget nyt siden sidst. Begge dele blot folk, der stillede op, når den rigtige plade kom på - intet var indøvet eller planlagt på forhånd!

 

Vi ææælsker byens festliv!!!

 

Ind i mellem har vi gæster - som IKKE længere behøver at arbejde for opholdet! - og nu er vi så småt begyndt at drage ud på længere opdagelsesrejser med Maison Danoise som udgangspunkt.

 

For et par år siden var vi et nogle dage i Biarritz - med besøg undervejs i den ægte d'Artagnans by, hvor der et flot museum til hans ære (desværre er slottet på private hænder og kan derfor ikke besøges). Det var en noget speciel oplevelse at køre gennem det sydvestligste Frankrig, hvor vi aldrig har været før: Det lignede nærmest Tjekkiet lige efter murens fald! Ghosttowns, forladte, sammenfaldne fabrikker, uplejede boliger og en elendig bilpark - slet ikke som i vort eget smørhul, hvor der ustandselig bygges nye, flotte villaer, og privatbilerne udskiftes med jævne mellemrum. Selvfølgelig er der osse i Salviac mindre velaflagte indbyggere, men det var måske mere stemningen af forladthed og opgivelse, der faldt i øjnene. Og så helt ude ved kysten - tæt på den spanske grænse - Biarritz med luksushotellerne, strandpromenaden fra 1890'erne (?), og de mange dyre feriehuse. Det mindede mest af alt om et smukt, men noget altmodisch, brillantsmykke - tabt og glemt på en forsømt gårdsplads.

 

Lige nu planlægger vi dels et besøg i Toulouse (som vi ellers kun kender ved flyrejser hertil - og så var jeg jo der i '58), dels en rundtur i Auvergne, kendt for sit vulkanske landskab.

 

Ellers er vi ofte - med og uden gæster - på endagsture til større og mindre seværdigheder: Vi bor i en egn, hvor det ikke er til at spytte for verdensberømte hulemalerier,  smukt renoverede middelalderborge og fantastiske barokhaver.

Og faktisk afventer jeg Jean Auels sidste epos om Ayla med stor spænding: Den kunne lisså godt være foregået i vores egen "baghave"!

 

 

 

 

 

 

 

 

FØR- OG EFTERBILLEDER

 

 

 

 

 

Det ultimative førbillede er af Jesper.

Tine og han havde - i anledning af vor 30 års bryllupsdag - foræret os "Fire hænder i en uge", hvilken gave vi med kyshånd  tog i mod!